For Retfærdigheden

Råd- og tinghuset


»Retfærdigheden« - en historie bliver levende!

For Retfærdigheden

Af Jens Thidemann


For retfærdigheden – norden for lands lov og ret

I 1848 kunne borgerne i Sæby tage et nyt Råd- Ting- og Arresthus i brug. Den markante bygning midt på den gamle hovedgade fik hurtigt i folkemunde navnet ”Retfærdigheden”. Retfærdigheden blev opført på baggrund af et stort lokalt engagement og opført med stor lokal opbakning.

Forud for opførelsen af rådhuset lå faren for at byen skulle miste by- og herredsfogedembedet på baggrund af en af de største og mest omtalte kriminalsager i landet på det tidspunkt. Sagen, der rystede Vendsyssel og blev kendt i hele Danmark og skabte en stor debat om lovløshed, selvtægt og retfærdighed, og ansvaret for at en hel egns befolkning kunne blive presset så vidt som det i dette tilfælde var sket. Sagen kulminerede d. 1. november 1841 med drabet på 4 mennesker, men endte med et retsopgør mod 181 personer, før der var ryddet op i det, der blev kendt som lovløsheden i landet norden for lands lov og ret. De fire dræbte var medlemmer af den såkaldte Skæve-bande. De var alle beboere i Stagsted Hedehus, et usselt fattighus i kanten af Jyske Ås. Stagsted Hedehus var omdrejningspunktet for tidens værste tyvepak, der hærgede og stjal fra de omliggende gårde. Tyvekosterne var gemt i huler i det ubeboede skov- og hedeområde, og alibier kunne de altid finde på. Derfor kunne det ikke lykkes ordensmagten at sætte en stopper for bandens hærgen. Ordensmagten var By- og Herredsfoged Heiberg i Sæby.


Beboerne på egnen havde fået nok, og en gruppe på syv mand tog sagen i egen hånd, og begav sig den novemberaften i 1841, bevæbnede med kæppe og spader, mod Stagsted Hedehus. De udnyttede, at flere medlemmer af banden få dage forinden havde været indblandet i et voldsomt slagsmål på en af de nærliggende gårde, og derved var blevet så forslåede og svækkede, at de syv mand derfor turde begive sig direkte ind i røverhulen og konfrontere banden. Ifølge de efterfølgende vidneforklaringer, var formålet blot at skaffe tyvekoster tilbage, og give banden en lærestreg, men i Hedehuset opstod der panik og et hektisk slagsmål, der endte med døden for en kvinde og tre mænd fra Skævebanden.

De fire drab, der var sket med meget voldsom brutalitet, skabte stor opmærksomhed landet over, og ikke mindst, at det var lovlydige bønder, deriblandt en sognefoged, der drevet så vidt som til at begå denne voldsomme gerning. Selvom de syv mænd var maskerede ved overfaldet, havde vidner genkendt dem, og selve drabene blev hurtigt opklaret, men sagen affødte en stor debat om retfærdighed og selvtægt i landets aviser. Var det ikke rimeligt, at egnens retskafne borgere tog sagen i egen hånd, når myndighederne ikke greb ind? Fire af de syv gerningsmænd blev dømt til døden, så selvtægtsgerningen blev ikke accepteret i lovens forstand, men måske forståelig. De dødsdømte havde stor sympati og blev i 1848 benådet- samme år som ”Retfærdigheden” blev opført i Sæby. Så sent som i 1976 rejstes en mindesten der, hvor Stagsted Hedehus lå. Ikke som minde over de dræbte, der blot nævnes på stenens bagside, men over bønderne, der var presset til at tage sagen i egen hånd.

Dronninglund Herred var i denne tid plaget af stor fattigdom, stor lovløshed og mange tyverier, ikke blot fra Skævebandens side, og myndighederne kunne ofte intet stille op. Derfor blev der, da sgane far Skæve rullede, nedsat en kommission med embedsmænd fra København til en gang for alle, at rydde op i det, der blev kendt som Landet Norden for Lands Lov og Ret. Kommissionens arbejde endte som sagt med sager mod 181 personer for tyveri, hæleri, kvaksalveri, polsk ægteskab, med domme fra fæstningsarbejde på livstid, til en enkelt, der skulle have varmet sin bag. På grund af den store landsdækkende opmærksomhed, blev hele dommen udgivet som bog.

By- og Herredsfogeden i Sæby

Til at holde lov og orden i en del af landet nord for Limfjorden var byfogeden i Sæby, J. C. Heiberg, der tilmed var Herredsfoged i det store Dronninglund Herred, der strakte sig tværs hen over det meste af det østlige Vendsyssel. Da sagen fra Skæve rullede, blev Heibergs rolle hurtigt overtaget af den nedsatte kommission. Herredsfogeden blev stærkt kritiseret for sin håndtering af sagen, men mange fingre pegede også i hans retning, når det drejede sig om årsagen til, at det var kommet så vidt i Vendsyssel, at landsdelen var uden lov og ret. Måske ikke kun herredsfogedens personlige indsats, men også herredsfogeden som repræsentant for de myndigheder, der ikke havde grebet ind, og ladet stå til i udkanten af Danmark.

Enden på Heibergs rolle i sagen om Skævebanden fører os direkte tilbage til opførelsen af det ny rådhus i Sæby. Efter den store kritik i sagen og den lokale upopularitet, blev J. C. Heiberg i 1842 flyttet fra embedet i Sæby til en post som rådmand og birkeskriver i Aalborg. I forbindelse med genbesættelsen af by-og herredsfogedembedet i Sæby, blev det planlagt, at embedet skulle flyttes fra Sæby til en central placering midt i herredet, hvor der skulle opføres et nyt Ting- og Arresthus. Man mente en fuldmægtig ville være nok til at tage sig af de forefaldende forretninger i en by af Sæbys størrelse.

Købstadens administration

Sæby var i 1848 en lille købstad med omkring 750 indbyggere, men det var en by, der på det tidspunkt endelig var i vækst efter århundreders stagnation. Det var også en by, der i kraft af sin status som købstad havde en lang tradition for at være administrativt centrum for et stort opland i det centrale Vendsyssel.

Da Sæby fik købstadsrettigheder den 10. august 1524 var det pålagt købstæderne at nedsætte et råd bestående af en til flere borgmestre og rådmænd, udpeget blandt byens bedste mænd. Som regel har det været byens mest indflydelsesrige købmænd, der har siddet på borgmestrestolene i de danske købstæder, men i det mere beskedne Sæby findes også flere håndværkere blandt borgmestrene. Det var byens råd, der stod for købstadens styre, og oprindeligt var det rådet, der udpegede en byfoged, men fra 1600tallet var det enevældens konge eller den kongelige lensmand, der udpegede købstædernes byfogeder. Mens byens styre lå i rådet, var det byfogeden, der i praksis fungerede som både dommer og politimyndighed, og med tiden også overtog borgmesterfunktionen og byens administration. Sæbys første kongevalgte byfoged blev Christian Lauridsen Rhuus, der indtil da havde været bystyrets valgte borgmester.

Til byens administration og styre var der desuden ansat byskrivere og toldere ligesom præsterne og latinskolens rektorer til dels hørte under bystyret. Flere af disse embedsmænd fik dele af deres løn udbetalt i naturalier, som regel for Sæbys vedkommende fisk, men også landbrugsprodukter og lign. ligesom fritagelse fra skatter eller ret til græsning på købstadens jorde kunne være en del af lønnen.

Med kommunalloven fra 1837 kom der igen en åbning mod kommunalt selvstyre, da der indførtes en valgt borgerrepræsentation i købstæderne. Borgerrepræsentationen valgte en formand, og medlemmer til kommissioner for fattigvæsenet, skoler, kirken havnen m.m. Borgerrepræsentationen stod for byens budget og skatteopkrævning, og byens styre sammen med byfogeden. I 1839 valgte borgerrepræsentationen købmand P. J. Larssen som den første formand for borgerrepræsentationen.

Byens ældre rådhuse

Siden Sæby fik købstadsrettigheder og administrative opgaver, havde byens rådhus ligget centralt for enden af Klostertorvet nær ved kirken og byens havn, men efterhånden som byen gik i stå og forfald, forfaldt også rådhuset, der gradvist i takt med byens stagnation blev mindre og mindre. Det ældste kendte rådhus i Sæby stammer fra den tidlige renæssance. Da var byen stadig en aktiv købstad og handelsby, og den eneste i Vendsyssel med en sikker havn i åens udløb, og rådhuset, der kun kendes fra de skriftlige kilder, beskrives som et prægtigt teglhængt rådhus i to stokværk, det vil sige to etager højt og med tegltag – en stor kontrast til byens små lerklinede fiskerhuse med stråtage.

På Resens Atlas, fra 1677 ses et toetagers hus for enden af Torvet. Huset rummede rådstuen og rådstueretten, hvor magistraten og borgmestrene dømte, mens den anden domstol, herredstinget fandt sted under åben himmel på byens torv med byfogeden som formand. Foran rådhuset ses også på Resens Atlas, ”Kagen”, skamstøtten hvor de dømte udstod deres straf ved piske- eller stokkeslag, afskæring af lemmer og udstillet til offentlighedens spot og spe.

I 1665 blev den øverste etage af det tidligere så prægtige rådhus revet ned, da bygningen var i så dårlig stand, at den var i fare for at falde sammen. To år senere blev resten af bygningen revet ned, og et nyt, mindre og mere simpelt rådhus i bindingsværk blev opført samme sted. Byens udvikling var på dette tidspunkt stagneret, befolkningstallet var faldende, og som følge af dårlige havneforhold var meget af handelen flyttet til fiskerlejet Fladstrand, nord for Sæby. Denne nedadgående tendens gjorde sig gældende helt frem til midten af 1800tallet, hvor Sæby for første gang i århundreder igen oplevede vækst.

Erstatningen for det store gamle renæssancerådhus, var så ringe opført, at den allerede et halvt århundrede senere, omkring 1750 blev revet ned og erstattet af et nyt. Igen i 1801 var dette rådhus for stort for byen og i så dårlig stand, at man nedrev den nordlige halvdel af huset, og indrettede rådhus i den tilbageværende halvdel, der stadig ligger for enden af Klostertorvet, samme sted, hvor der engang knejsede et teglhængt rådhus i to stokværk som hjertet i en driftig søfarts- og handelsby.

Det lille undseelige lille rådhus fra 1801 var dog i midten af 1800tallet ved at være for lille til byens voksende administration, efter der med kommunalreformen af 1837 indførtes en kommunalbestyrelse med en større borgerrepræsentation, og efter by- og herredsfogedadministrationen var vokset, og med tiden var kommet til at omfatte hele det store Dronninglund Herred.

Opførelsen af Retfærdigheden

Bystyrets behov for et nyt og større rådhus i Sæby kolliderede med amtets og kancelliets planer om at flytte by- og herredskontoret fra Sæby til en mere central placering i Vendsyssel efter Heibergs afsked i forbindelse med sagen om Skævebanden. Allerede dengang var statslige arbejdspladser og institutioner vigtige at fastholde for byerne i landets udkant, så sagen mødte stor modstand blandt Sæbys borgere, og kommunalbestyrelsen besluttede at sende næstformanden, apoteker, L. P. Gad til København, for at tale byens sag for kongen. Kommunalbestyrelsen ville dog ikke dække rejseomkostningerne af byens kasse, men opfordrede borgerne til bidrag efter evne til den for byen så vigtige sag. Der kom bidrag fra alle kredse på alt fra 1 mark til 5 Rigsdaler, til et samlet beløb på 54 Rigsdaler og 5 mark, og L. P. Gad kunne begive sig til København. Med denne indsats og hele byens opbakning, lykkedes det at sikre By- og Herredsfogedens fortsatte tilstedeværelse i Sæby, og man påbegyndte planerne for opførelsen af et nyt rådhus, ting- og arresthus til afløsning af det gamle på Klostertorvet.

I 1845 gik man i gang. Det gamle rådhus var blevet solgt for 341 Rigsdaler, og en byggegrund på hjørnet af Algade og Babrasallé blev købt for 200 Rdl. Omkostningerne til selve byggeriet blev fordelt med tre fjerdedele til amtet og en til byen, mens staten ydede et lån på 2.400 rdl.

Let tilbagetrukket fra byens hovedgade kom Retfærdigheden til at ligge smukt ved sit eget lille torv, og repræsenterer med sit strenge klassicistiske udtryk magtens bygning i købstaden. Bygningens arkitektoniske udformning kom i hænderne på apoteker L. P. Gad, der udarbejde to forskellige tegninger til det nye rådhus, hvor den ene blev valgt som grundlag for byggeriet. Det var en bygmester, A. N. Jacobsen, Aalborg, der stod for opførelsen af bygningen. Der var lagt stor vægt på kvaliteten i byggeriet - måske havde de tidligere rådhuses ringe stand sat sine spor –så ved licitationen var der indgået aftale om levering af tegl fra Flensborg til bygningens tag, men bygmesteren havde alligevel brugt tegl fra et lokalt teglværk i Aalborg. Fejlen blev påpeget af bystyret, og bygmesteren måtte love at udskifte taget med Flensborgsten, hvis der i løbet af de første fire år skulle opstå problemer med tagets kvalitet.


De første brugere af ”Retfærdigheden”

Kommunalloven af 1837 sikrede igen bred borgerrepræsentation i byens styre, mens embedet som Byfoged stadig blev udpeget af kongen. Købmand Peter Jakob Larssen, der havde grundlagt sin formue og forretning som kaperkaptajn under Englandskrigen, blev den første formand for den folkevalgte kommunalbestyrelse, og han sad stadig i embedet, da beslutningen om opførelsen af Retfærdigheden blev truffet, mens apoteker L. P. Gad, var blevet formand, da bygningen blev taget i brug. Udover Gad, sad der i borgerrepræsentationen rebslager S. Sørensen Aidt, avlsbruger Jørgen Søby Fjeldgaard og bagermester C. P. Christensen. Kommunalbestyrelsen samledes som regel en gang om måneden, den første onsdag, kl. 5. Forhandlingerne fandt sted for åbne døre, dog måtte tilhørerne ej forstyrre forretningerne ved at blande sig eller ved indbyrdes samtale.

Henry Christian Gad (ikke at forveksle med ovennævnte L. P. Gad) blev i 1842 udpeget som By- og herredsfoged i Sæby, efter J. C. Heiberg. Han bestred embedet helt frem til 1865, og således også da Retfærdigheden blev taget i brug som Råd-, Ting- og Arresthus i 1848. H. C. Gad flyttede i 1843 ind i byfogedboligen i Algade i Sæby, hvorfra han passede sit arbejde, men kunne i 1848 som den første byfoged, optage embedet i det ny ting- og arresthus. Med sin lange tjenestetid i Sæby, blev Gad en betydelig mand for byen og egnen, især fattede han personligt megen opmærksomhed omkring redningsvæsenet. I hans embedsperiode fandt der 55 alvorlige strandinger sted i Sæbys distrikt, og Gad skaffede den første redningsbåd til Sæby, som de frivillige redningsmænd kunne benytte, når de i hårdt vejr skulle komme de strandede til undsætning. Gad stod for egen regning for bådens vedligeholdelse frem til sin død. Ligeså ydede han en stor indsats for at skaffe befolkningen i almindelighed bedre levevilkår og sundere boligforhold. Han pålagde husejere at sørge for udluftning af deres boliger og bekendtgjorde ved opråb med bytrommen, når byens gader skulle fejes og skylles rene. Ved Gads 50 års fødselsdag skænkede byens og oplandets borgere et portræt af Gad, udført af kunstneren August Schiøt. Maleriet kom til at hænge i rådhussalen i Retfærdigheden, men ved domstolens flytning til Hjørring, fulgte maleriet med. Efter Retfærdigheden i 2012 er åbnet for offentligheden er portrættet af Gad atter vendt hjem til Retfærdigheden i Sæby.

Mens byfoged Gad og medlemmerne af borgerrepræsentationen tog de nye lokaler mod gaden i brug, blev der bagerst i bygningen gjort klar til modtagelsen af andre nye brugere af ”Retfærdigheden”. Den 9. marts blev de første to arrestanter overført til afsoning. 44 årige Karen Bertelsdatter og Karen Sørensdatter på 32 år var begge idømt straf på 28 dages fængsel. De havde begge et barn med i arresten, som dog efter nogle dage blev sat i pleje udenfor arresten. Tidligere havde det været den ene af byens betjente, der passede arresten, men i Retfærdigheden ansattes H. C. Gebeche som arrestforvarer, og fik bolig i hovedbygningens vestlige ende.

Retsreformen 1919

Det var alene herredsfogeden og hans fuldmægtige, der tog sig af kriminalsagerne i Sæby, og som regel var det mindre forseelser og rutinemæssige opgaver, men i 1911 lå der igen en mordsag på herredsfogedens bord. Herredsfogeden anmodede om assistance fra København, der dog blev afslået på grund af de store omkostninger, men politiet i Aalborg stillede en opdagelsesbetjent til rådighed, der med succes hjalp herredsfogeden i Sæby med opklaringsarbejdet.

I 1919 gennemførtes en stor retsreform i Danmark, hvor det gamle embede som by- og herredsfoged endeligt blev nedlagt, og funktionerne, der før havde været samlet i en person, blev delt ud på tre nye embeder, dels en folkevalgt borgmester, en politimester og en dommer. Otto Clarence Knudsen gik af som by- & herredsfoged, men fortsatte som byens dommer, mens C. B. Kehlet blev ansat som politimester i Sæby. I Retfærdigheden var der fortsat fortsat arrest sammen med politistation og retssal, men dommerkontoret flyttede til den tidligere byfogedbolig i Algade 7, der herefter desuden var bolig for retskredsens dommer, og herefter har fået navnet Dommergården.

Bankdirektør P. Dicksen satte sig som den første folkevalgte borgmester for bordenden ved byrådsmøderne, der fortsat blev afholdt i retsalen i Retfærdigheden, frem til 1957, hvor nye en ny byrådssal blev taget i brug sammen med administrationslokalerne i Skolegade.

Den sidste tid

I løbet af 1950erne flyttede den kommunale administration således ud af Retfærdigheden, mens politiet allerede efter 2. Verdenskrig i 1945 flyttede ind i en nyindrettet politistation på Hans Aabelsvej. Arresten lå fortsat i Retfærdigheden i Algade sammen med retssalen frem til 1964. Efter mere end 100 år som arrest var de 11 celler ikke længere tidssvarende. Der skulle en større ombygning til, for at bygningen kunne igen kunne leve op til tidens standard som arresthus. Samtidig var gennemsnitsbelægningen kommet ned på tre-fire fanger. Klokken 15.00, den 19. oktober 1964 kunne arrestforvarer J. R. Smerl tage nøglebundet frem og åbne døren til celle nr. 3 for sidste gang og overføre arrestant nr. 10.600 til arresten på den ny politigård i Frederikshavn.

Med lukningen af arresthuset åbnedes muligheden for igen at flytte politistationen tilbage til Retfærdigheden. Huset på Hans Abelsvej var blevet for lille til Sæbys politikorps, og man havde længe kigget sig om efter nye lokaler, da den gamle arrest blev ledig. Betjentene flyttede dog ikke direkte ind i de gamle celler. Også her var en ombygning nødvendig. Ni af de elleve celler blev ombygget til større kontorer, og muren rundt om fængselsgården ud mod Babras Allé blev revet ned. Selve politistationen rykkede ind i lokalerne til gaden, hvor arrestforvareren havde haft bolig, og i første omgang var der planer om at indrette lokaler til kriminalpolitiet i overetagen, men løsningen blev en tilbygning på 120 kvadratmeter på bagsiden af bygningen ud mod haven, samt et beskyttelsesrum på 60 kvadratmeter.

Næsten lige siden politiet flyttede tilbage til Retfærdigheden var det på tale at nedskære eller nedlægge politistationen. I 1974 blev politimesterembedet i Sæby nedlagt, og kriminalpolitiet og motorkontoret flyttet til Frederikshavn. Tilbage i Retfærdigheden var nu kun lokalpolitistationen i lokalerne ud mod Algade til højre, og retssalen til venstre. De ledige lokaler i Retfærdigheden blev igen taget i brug af en gammel kending, da det nu blev dommerkontoret, der flyttede tilbage til den gamle bygning i Algade. Lokalerne bag retssalen blev indrettet til tinglysningen, der havde stadig stigende arbejdsopgaver. Kriminalpolitiets lokaler i bagbygningen blev til dommerkontor og øvrig administration. Dommergården i Algade 7 var nu tømt for administrative funktioner, og da det blev frit for den ny dommer selv at vælge sin egen bolig, blev den tidligere byfoged- og dommergård solgt.

Ligesom politistationen var domstolens placering i Retfærdigheden i Sæby til debat nærmest fra den dag, den flyttede ind. Reformer af retssystemet og sammenlægninger af retskredse var på tale. Flere funktioner flyttede gradvist fra Sæby. Med den seneste retsreform blev alle retskredsene i Vendsyssel samlet til en, med tingsted i Hjørring. Den 13. december 2006 blev der holdt afskedsreception for domstolen i Retfærdigheden, og den sidste dommer Niels Scoubye flyttede, sammen med maleriet af byfoged Gad, til nye retslokaler i Hjørring.

Denne gang flyttede der ikke nye brugere ind i de lokaler, der blev ledige i retfærdigheden. Bygningen kom til at stå tom bortset fra den fjerdedel, der stadig blev brugt til lokalpolitistation, men også disse lokaler blev snart tømt for liv. Med politireformen i 2007 blev stationen i Sæby nedlagt, og den 15. oktober 2007 rykkede som den sidste ud af den bygning, der siden 1848 havde rummet funktionerne, der oprindeligt var samlet i byfogeden: Borgmester, dommer og politimester, samt arresten i Sæby.

Nyt liv og ny retfærdighed

En tid stod retfærdigheden tom, inden Slots- og ejendomstyrelsen, der ejede bygningen, besluttede at sælge. Den fredede bygning, der er så markant i Sæby, både i bybilledet og i historien, stod nu til at gå ud af offentlighedens eje. Muligheden for salg til privat brug, med store ombygninger til følge var åbne, ligesom den offentlige adgang og borgernes fortsatte relation til bygningen efter mere end 150 år stod foran sin afslutning.

Det kom dog også hurtigt på tale at bevare bygningen som en offentlig ejendom med nye funktioner som for eksempel kulturhus, museum, samlingssted for foreninger og mere. Der var dog ikke interesse fra Frederikshavn kommune for at overtage bygningen, andre kræfter måtte tage over, hvis Retfærdigheden skulle bevares for Sæby.

Ligesom det i 1842 var borgernes initiativ der sikrede by- og herredsfogedembedet i Sæby, og som stod for opførelsen af retfærdigheden var det også i denne omgang en række initiativrige borgere i Sæby, der skulle sikre Retfærdigheden. En arbejdsgruppe blev i 2008 etableret, med det formål at købe og bevare Retfærdigheden. Gennem banklån, et kommunalt rente- og afdragsfrit lån samt en indsamling hos virksomheder og sæbynitter lykkedes det til sidst at skaffe den nødvendige kapital, hvilket vil sige små seks millioner kroner, til køb og renovering af bygningen. Købet kom i stand i november 2011, og straks efter begyndte en nænsom renovering af den fredede bygning. Igen, som i 1842 var den folkelige opbakning stor, og der blev tegnet folkeaktier og etableret en venneforening, der har deltaget i renoveringsarbejdet og i den fremtidige daglige drift.

I april 2012 kunne de første lejere flytte ind i nyrenoverede lokaler. Turistbureauet i den gamle arrestforvarerbolig, hvor der senest havde været lokalpolitistation. Galleri Nordenvind flyttede ind i dommerkontorerne i baghuset, der oprindeligt var opført til kriminalpolitiet, og galleri Nürnberg i kontorlokaler i bagbygningen. De øvrige mindre lokaler kan udlejes til møde, til foreninger eller lignende, mens det tidligere tinglysningslokale og retssalen fremover vil blive brugt til udstillinger, foredrag og som byens mødested.

Den 12. maj 2012 blev Retfærdigheden genindviet, og initiativgruppen kunne overdrage nøglerne til foreningens nye formand, tidligere Dommer Niels Schoubye, der nu igen var vendt tilbage til Retfærdigheden, sammen med maleriet af H. C. Gad, der nu igen hænger på bygningens tykke mure og holder øje med Retfærdigheden i landet norden for lands lov og ret.


Litteratur

Egevang, Robert, Det Gamle Sæby, 1977.

Jakobsen, Ejnar, En by ved havet, 2, 1970.

Nørrelykke, C. Norden for lands lov og ret, Vendsyssel Årbog, 1976.


Arkivalier

Sæby Museum & Arkiv: 01.06.01

Sæby Museum & Arkiv: 01.09.01

Sæby Museum & Arkiv: 01.09.02




© Copyright 2013. All Rights Reserved.